Julen står lige for døren og hos min kone og jeg er julen allerede begyndt. Der er forlængst pyntet op, der dufter konstant af brunkager i lejligheden og julemusikken er allerede sat på “repeat”.
Sådan har det dog ikke altid været. Jeg har ALTID elsket julen, men jeg har før haft rigtig svært, ved at nyde øjeblikket og finde julestemningen frem. Jeg har dog lært, at visse aktiviteter fremmer julestemningen og derfor bruger jeg også disse aktiviteter i månederne op til December, så jeg opnår den stemning jeg ønsker.
1 – Det skal pyntes op
Første skridt er selvfølgelig, at pynte lejligheden så meget som det nu kan lade sig gøre. Vi finder simpelthen alt vores julepynt frem og ser om vi ikke kan finde et sted til det hele. Selve juletræet, juledekorationen og adventskransen venter til December, men alt andet kommer op engang i løbet af oktober.
På den måde bliver jeg hele tiden mindet om, at julen venter lige om hjørnet og det kan bringe et smil frem på mine læber. Nogle vil måske mene, at jeg må blive træt af at se på nisserne, men jeg har fundet ud af, at det virker bedst, hvis jeg pynter op ca. midt i oktober. Hvad der virker for dig, må du selv eksperimentere med.
2 – Julebagning
Duften af kanel, brunkager, pebernødder…. Det er simpelthen så fantastisk og, hvad er bedre til at bringe julestemningen frem, end selveste duften af jul. Jeg er så heldig at min kone er en ekstremt god hobby bager og der er simpelthen ikke de ting, hun ikke kan lave. Jeg bliver hver dag serveret et lille fad af vaniljekranse, brændte mandler, småkager, brunkager, pebernødder eller, hvad hun ellers lige har bagt. Det smager fantastisk og smilet bliver bare større og større for hver bid jeg tager.
Mit råd er derfor, at komme i gang med julebagningen i god tid.
3 – Find tid til at hygge jer sammen
Jul og hygge er begge to ord der bare passer perfekt sammen. Julen gælder om, at glæde hinanden og nyde tiden sammen. Dette kan gøres på mange forskellige måder, hvilken der virker bedst ved du bedst selv. Min kone og jeg kan godt lide at gå lange ture i skoven, gå på café og nyde noget dejligt at drikke, men bedst af alt, er når vi tager os tid og samler os rundt om bordet. Som oftest foregår det rundt om et puslespil. Min kone er stor puslespils entusiast og har altid gang i et stort puslespil. Jeg giver gerne en hånd med, især når hun også har fundet lidt julebag frem, lavet en kop varm kakao og sat lidt julemusik på. Så bliver det bare ikke meget bedre.
4 – Find et par gode julefilm frem
Der findes et hav af julefilm, den ene bedre end den anden, og de kan om nogle få mig i julestemning. Især en film som “Fars fede juleferie” er super sjov og hyggelig at se med familien. Det virker rigtig godt for mig, og måske det også vil virke for dig? Det er i hvert fald rigtig godt til at blive mindet om, hvad vi tænkte om julen som barn.
5 – Julemusikken skal tændes
Det sidste der for alvor mangler, før julestemningen er i top, er selvfølgelig julemusikken. Radioen spiller rigtig meget julemusik i december, men for mange vil det ikke være tilstrækkeligt, især ikke for mig. Jeg skal gerne høre julemusik fra oktober måned og frem. Min yndlings radio, Skala.fm, opretter hvert år en helt speciel julekanal, som du kan høre gratis via deres hjemmeside. Her bliver der ikke spillet andet end julemusik 24/7. Denne radio bruger jeg gerne når vi laver mad, lægger puslespil eller laver et eller andet der gør det muligt at høre musik.
Jeg håber det gav dig lidt ideer til, hvordan du finder julestemningen frem. Har du flere ideer, håber jeg du vil dele dem med mig i kommentarfeltet herunder 🙂
Skriv et svar